Jeg har længe haft en svaghed for slidte science fiction- og fantasybøger – og meget gerne billige paperbacks, som nogen har læst før mig. Når jeg vender tilbage til nogle af de gamle historier, er jeg begyndt at lægge mærke til, hvor ofte de handler om ”intelligente maskiner”, og jeg tror, at de her historier kan fortælle os meget om, hvad vi mennesker håbede eller frygtede, dengang historierne blev skrevet.
Det fik mig til at lede efter endnu ældre fortællinger om det, vi i dag ville kalde kunstig intelligens. For hvornår dukkede AI først op i litteraturen? Jeg havde selv forestillet mig, at jeg skulle nogle få hundrede år tilbage. Men i min research (tak, ChatGPT) stødte jeg pludselig på nogle interessante gyldne hjælpere i Homers ”Iliaden”.
Hefaistos og de gyldne hjælpere
I Iliadens 18. sang besøger Thetis smedeguden Hefaistos for at bede ham lave en ny rustning til hendes søn, Achilleus. Hefaistos går med besvær, da han er født med et handicap. Da han bevæger sig hen til hende, støttes han derfor af hjælpere lavet af guld. De ligner unge kvinder og har ifølge teksten både forstand, talens kraft, styrke, og kendskab til Hefaistos’ håndværk.
Når jeg læser beskrivelsen, lyder det fuldstændig som intelligente robotter (C-3PO fra Star Wars, anyone?), der her hjælper en gud med et handicap rundt i hans værksted.

Det tidligste litterære eksempel, jeg har kunnet finde på noget, vi i dag ville kalde AI, bliver altså brugt som hjælpeteknologi. Det synes jeg er ret vildt.
Det er selvfølgelig en nutidig læsning af en myte. (Den findes i øvrigt også i forskning om intelligente maskiner hos Homer og oldtidens forestillinger om hjælpemidler. Jeg kom desværre ikke først til opdagelsen – øv.)
AI i hverdagen
Arthur C. Clarke (forfatteren til ”2001: A Space Odyssey”) skrev, at tilstrækkeligt avanceret teknologi er umulig at skelne fra magi. Jeg får stadig lidt den fornemmelse med AI, selv om jeg selv arbejder med teknologi. Jeg er flere gange gået fra at undre mig over, hvordan noget fungerer, til at tro, at nu forstår jeg det, og så igen ende med at tænke, ”Nej vent, hvordan virker det egentlig ?”.
Alligevel tager jeg min egen kunstige assistent ret meget for givet. (”Hej Claude. Hvad kan jeg lave med et halvt løg og en dåse tomater?”)
For mig er det små bekvemmeligheder. Jeg kunne godt finde på noget at spise uden hjælp fra en sprogmodel. Men for andre kan AI have en kæmpestor betydning for deres liv, når det pludselig gør dem i stand til at gøre ting uden at skulle involvere andre mennesker.
Tilgængelighed og privatliv
Forestil dig, at en person, der bruger skærmlæser, får et fysisk brev med private oplysninger.
Hvis den eneste brugbare mulighed er at bede en anden læse brevet højt, får den person også adgang til indholdet.
Juristen Lainey Feingold forbinder tilgængelighed med privatliv og sikkerhed for mennesker med handicap. Den sammenhæng bliver meget konkret, når en utilgængelig løsning ændrer, hvem der er nødt til at få adgang til ens oplysninger.
Det er ikke forkert nogle gange at skulle bede andre mennesker om hjælp. Nogle gange kan det faktisk føles trygt.
Det er bare vigtigt, at en person kan vælge selv, hvornår de inddrager andre i deres privatliv.
Derfor er det rigtig vigtigt, når vi snakker om frygten for at give afkald på privatliv ved at bruge AI, at vi også husker, hvordan nogle mennesker allerede har måttet give afkald på deres privatliv gennem mange årtier, fordi de løsninger, de skulle bruge, var utilgængelige.
Tre pointer fra Hefaistos’ værksted
I mit oplæg samlede jeg historien i tre pointer:
- Intelligent assistance er en ældgammel ambition. Fortællingen om de gyldne hjælpere giver os noget at spejle nutidens AI i, selv om Homer skrev om guder og mirakler.
- AI’s værdi ligger i den selvstændighed, den gør mulig. Det handler blandt andet om selv at kunne vælge, hvornår man har brug for andre, og hvem der får adgang til ens private oplysninger.
- Mennesker med handicap skal være med til at forme løsningerne. Hefaistos har selv skabt de hjælpere, der passer til hans behov. Han er en del af drivkraften bag sin egen hjælpeteknologi. Den erfaring med egne behov skal også have plads i udviklingen i dag, og personer med handicap skal helst være blandt dem, der tager initiativet og driver arbejdet.
Et værktøj skal også kunne skaffes og bruges på betingelser, personen kan acceptere. Derfor hører pris, om den er tilgængelig på deres lokale sprog, krav til udstyr, og om de kan betjene den, også med i afprøvningen. Hvis de forhold først bliver undersøgt efter indkøbet eller lanceringen, har man allerede valgt løsningen uden at vide, om den kan bruges af dem, den skulle hjælpe.
Artiklen bygger på mit oplæg “From myth to machine – who does AI work for?” ved Nordic Disability Tech Summit 2026. Arrangementet blev afholdt af Disability Tech Denmark, AccessibleEU, og Nordisk Ministerråd. Jeg deltog som Danmarks nationale ekspert for AccessibleEU.
